Kære Subscriber First Name.

Jeg hedder Jesper W. Rasmussen, jeg er medlem af vores parti i Indre by/Christianshavn - og jeg er bøsse. Jeg er også formand for Dansk Regnbueråd, som et par af af jer muligvis har et lidt anstrengt forhold til. Jeg skriver imidlertid dette brev - og en række kommende breve - ikke som formand for DRR, men som jeres partikammerat.

Grunden til at jeg kalder dem ‘bøssebreve’, synes måske umiddelbart indlysende, men der ligger mere end bare min seksuelle habitus bag overskriften. Det vil jeg vende tilbage til. Dette brev har været pænt længe undervejs i mit hoved, men nu er tiden moden.

Tak, fordi du læser og/eller lytter med.

Socialdemokrati i blodet

Jeg er Vejle-dreng af lærerforældre, og er vokset op med politik ved middagsbordet samt jævnlig plakatophængning og dørklokkestemning qua min socialdemokratiske far (du kender ham jo udmærket, Birgitte ☺︎). I dag er jeg selv folkeskolelærer, og det er et job, der har affødt og informeret meget af mit sagspolitiske engagement og virke. Først og fremmest insisterer jeg i alle livets forhold på retten til at tænke selv.

Ærlig snak: Jeg kunne i de senere år lige så godt have stemt på Dansk Folkeparti, og jeg har jævnligt haft lyst til det af årsager, som dette brev omhandler. Men det har jeg ikke gjort - for jeg er socialdemokrat, og jeg tror på den dybe nødvendighed af et stort, folkeligt midterparti, der leder fornuftigt, som tager ansvar, når det er svært - og som dræner yderfløjene nok til at holde ekstremismen fra døren.

Siden 1871 har vi taget det ansvar, jævnligt f*cket op, men også altid været en del af løsningen - været løsningen - når de store sten skulle flyttes. Nu skal vi til det igen – for ekstremismen er krøbet ind i vores eget parti i en bedragerisk 'be kind'-forklædning – og de fleste af jer på Borgen har ikke erkendt det. Endnu. Om det handler dette mit første bøssebrev.

Mere ærlig snak: Jeg vågner jævnligt op med et skrig over den nuværende regering, dens konstitution og dagsorden. SVM er i mine øjne et teknokratisk, værdidrænet misfoster - og mange af vores stemmer er sivet over til SF af den grund, tror jeg. De vælgere føler, de i højere grad får den ‘socialdemokratiske vare’ der. Det gør jeg ikke.

Statsministerens forhammer & jøderne i Danmark

Selv om Mette Frederiksen og jeg med statskommunal garanti var blevet rygende uvenner i gruppearbejde i Folkeskolen (vi vil begge gerne bestemme), så brokker mig aldrig over Statsministerens forhammer-power-wielding. Det ville være som at brokke sig over at Serena Williams server for hårdt, eller at Usain Bolt løber for hurtigt.

Mette og resten af jer er demokratiets Team Danmark, som jeg ser det. I var dem, der ‘ville det mest’ og var villige til at arbejde hårdest for det. Nu er I hver især en af landets 179 primærvoksne - og vi kan demokratisk fyre jer hvert fjerde år, hvis vi er utilfredse. Derfor: Tak for jeres tjeneste, bom, færdig, slut ♡

Statsministeren er imponerede fast i udlændingepolitik og i Israel-spørgsmålet. Jeg er så taknemmelig for det. Det er det, der gør Mette til min statsminister, og det er det, der gør, at jeg bliver i partiet trods voksende, voldsom frustration på adskillige andre områder. Det er områder affødt af identitetspolitikken, hvor vi som parti ligger forfærdende forkert. Vores placering i en række sager truer alt fra kønsudfordrede børn til de danske jøder, fordi der er en sammenhæng i alt det her.

Fællesnævneren hedder intersektionalitet, og det er en subversiv, politisk ideologi og praksis, som I skal forstå alvoren af, derinde - for det er vitterlig ved at være sidste udkald. Netop om intersektionalitet handlede en tale, jeg holdt ifm. markeringen af massakren i Israel den 7. oktober.

Den vil jeg rigtig gerne have, at I skal læse/lytte - og det kan I gøre her.

Efter jeg holdt talen, blev jeg kontaktet af mange forskellige personer, der ønskede at få talen lagt op, oversat osv. Reaktionerne fra danske jøder, israelere og bekymrede borgere rundt om i Danmark har været overvældende og rørende. Jeg har derfor besluttet at bruge talen som et anskueliggørelsesværktøj over for jer, da den lader til at have givet mening for mange, der har læst eller hørt den.

De homoseksuelles ‘n*gger’ & en anløben regnbue

Mit mål med denne og kommende mails er at bidrage med information og mane til eftertænksomhed hos jer om de her problematikker. Og vil I høre på mig i levende live, kommer jeg selvsagt gerne ind og taler om, hvad vi kan gøre for at få den intersektionelle ideologi renset ud af vores parti - og ud af regeringens arbejde og initiativer.

I skal forstå, at vi er ramt af en sygdom, der har sneget sig ind i partiet, fordi vi - I - ikke har været agtpågivende. Sygdommen kaldes queerideologi. ‘Queer’ er et gammelt, nedsættende, engelsk ord, der anvendt i sammenhæng med homoseksualitet bedst kan oversættes med ‘svans’. ‘Queer’ er på mange måder homoseksuelles svar på ‘n*gger’. Det er imidlertid blevet approprieret af den intersektionelle bevægelse, ligesom heteronormative ‘woke’ queer-allierede, såvel som medierne, også ynder at anvende udtrykket.

I dag er ‘queer’ en politisk ideologi, der hævder at repræsentere enhver form for ikke-normativ seksualitet, køn, kønsidentitet såvel som fetischer, kinks osv. Det er en regnbuefarvet paraply, der hele tiden udvides.

Som eksempel på dette kan nævnes, at der internationalt p.t. pågår en diskussion om, hvorvidt paraplyen også skal kunne rumme de pædoseksuelle, som nu i intersektionelle queer-kredse eufemistisk refereres til som MAPs, Minor-Attracted Persons. Det lyder knap så stigmatiserende og er mere respektfuldt, må man forstå.

Det tilkommer ikke mig at dømme andre, og jeg anerkender fuldt ud, at pædofili må være en meget vanskelig tilstand at leve med - men selv om MAP-bevægelsen arbejder på at blive en beskyttet seksuel identitet med særlige rettigheder på linje med bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og selv om de pædofile har fået deres eget prideflag, så er essensen stadig, at det her er personer, som forelsker sig i børn og tænder på seksuelt samkvem med børn.

Det er derfor svært for mange bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner at acceptere, at vi sagspolitisk skal kobles sammen - dele paraply med - fx pædosexuelle, autogynefile m.v. Men det er generelt den vej, det er gået, navnlig de sidste 5-7 år under queer-aktivismen.

Det forlyder ikke fra LGBT+ Danmark, at man i Danmark har aktuelle planer om at indlemme pædosexualitet i organisationen - men internationalt er der bevægelse i den retning. Det er vi også som danske homo- og biseksuelle nødt til at agte på - for vi er endt med at blive politisk ‘solgt ind’ som én stor, regnbuefarvet ‘queer-masse’ af den største interesseorganisation på området herhjemme, statsstøttede LGBT+ Danmark. Det har jeg det personligt ganske stramt med bl.a. af ovennævnte årsager.

Neoreligiøsitet og det irreversible børnekønsskifte

Queerideologi har også en række neoreligiøse træk, for meget af tankegodset bag er netop trosbaseret, bl.a. troen på det ‘flydende køn’, og på at børn kan være ‘født i den forkerte krop’. Som sit religiøse centrum, sin ultimative fetich (gudrepræsentation), har ‘transreligionen’ derfor børnekønsskiftet.

Den sundhedsmæssige adgang til medicinsk og kirurgisk børne- og ungdomskønsskifte kæmper queerorganisationerne derfor indædt for at beholde - også i Danmark, hvor LBGT+ Danmark og Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn (FSTB) har været repræsenteret med i alt fem personer i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, som den 18. december, stærkt forsinket, sendte den nye, meget bekymrende behandlings-vejledning på området til høring.

Trods gentagne henvendelser gennem det sidste halvandet år har Sundhedsstyrelsen ikke ønsket at optage Dansk Regnbueråd i arbejdsgruppen.

At udstyre mennesker med et køn er jo, videnskabeligt set, naturens domæne. Mirakuløst at kunne skifte et barns eller et ungt menneskes køn er lidt polemisk sagt, Guds domæne. Transreligionen postulerer imidlertid at kunne udføre en version af dette mirakel på pubertære børn og psykisk sårbare unge. Det drejer sig om børn og unge, der føler sig fuldstændig overbeviste om, at irreversibel hormonbehandling og siden ‘kønskorrigerende kirurgi’ vil lindre deres kønsdysfori og løse alle deres psykiske problemer. Det er problemer, der ofte også tæller diagnoser på autismespektrummet såvel som andre alvorlige komorbiditeter.

Men man kan ikke skifte køn. Og man skal ikke eksperimentere på psykisk sårbare børn og unges fuldstændig raske kroppe. Det er dybt uetisk - for fejlbehandler man disse patienter, er deres kroppe irreversibelt forandrede, og kan være skadede på en række afgørende parametre, der tæller alt fra knoglestyrke, forøget risiko for at få kræft til nedsat intelligens og infertilitet.

Bøsser, lesbiske og biseksuelle er som sagt endt med at blive en del af den nye, meget brede kønspolitiske queerparaply. Det er forklaringen på, at man ikke hører om bøsser og lesbiske længere fra fx LGBT+ Danmark, Priden osv. L, G og B er nu blot tre bogstaber ud af mange, kaprede som vi er blevet det af queerideologien og dens danske ambassadører, LGBT+ Danmark, Priden, FSTB m.fl.

Men ingen spurgte os. Ingen har spurgt mig. Og på verdensplan siger mange LGB’ere fra nu - hårdt fra - og danner deres egne organisationer i et opgør med netop queerideologien. Fælles for disse organisationer er, at de har valgt at skille T’et fra. Det gør de ud fra en erkendelse af, at homo- og biseksualitet, hvor man har det fint med sit biologiske køn, intet har til fælles med kronisk kønsdysfori - en dyb, psykologisk dysfunktion, der gør, at man ikke kan forene sig med sit fysiske køn.

Dansk Regnbueråd har imidlertid, for nu, valgt at bevare T’et. Vores første formand, Marcus, var selv transperson, og vi er ikke klar til at kaste T-håndklædet i ringen endnu.

Men lad mig gøre det klart: Jeg er ikke ‘queer’. Jeg er ikke ‘svans’. Jeg accepterer på ingen måde queerideologien. Jeg er bøsse. Og de breve, jeg skriver til jer, kalder jeg derfor lidt demonstrativt for ‘bøssebreve’.

Socialdemokratiet, Grundtvig & den kristne etik

Af en række forskellige årsager er vi i Socialdemokratiet endt med at ligge forfærdende forkert ift. queerideologiens guldkalv, om hvilken der siden 2015 har været danset: Børnekønsskiftet.

Ligesom formentlig nogle af jer er jeg kristen. Jeg er medlem af Folkekirken. Jeg tror på Gud. Det må man vist stadig godt. Man må bare helst ikke tale om det, det er jeg med på, men nu er jeg jo blandt partikammerater, så mon ikke det går? ☺︎

Der ligger bl.a. personlig emperi - afgørende håndsrækninger på svære tidspunkter i mit liv - bag min tro. Jeg kan ikke ikke tro på Gud, så at sige. Jeg respekterer, at andre har det helt anderledes.

Jeg er et voldsomt uperfekt menneske, og tilgivelse trods mine fejl og fortrædeligheder er noget af det smukkeste ved lutheranismen - men også noget af det mest forpligtende. For tilgivelsen kræver til gengæld en konstant søgen af os og mod til at stille kritiske spørgsmål i en stræben efter netop at kunne skelne rigtigt fra forkert.

Kristendommen har i århundreder været den fælles ramme om vores forståelse af etik og moral. Den forståelse har flyttet sig i takt med tidernes skiften, og som homoseksuel har jeg mærket det positivt. Jesu opfordringer til accept af vores medmennesker, Guds børn som de er skabt, Næstekærlighedsbuddet og tilgivelsen har i vores version af Kristendommen trumfet de sorteste strafpassager i Biblen. Det er godt.

Samtidig har der været helt grundlæggende ting, vi indtil for kort tid siden, var enige om ikke - aldrig - at gøre. Fordi de var forkerte. Forkerte for 2.000 år siden, og forkerte nu. Forkerte i den mest grundlæggende, kristne menneske- og etikforståelse. Men sådan er det ikke længere. Etik er blevet relativiseret. Liberaliseret, om I vil. Vi er endt med en værdifri individdrøm af den vådeste, mest ultraliberale slags.

Eller nej: Vi er endt med et totalt mareridt, dimensionerne og effekterne af, hvilke flere og flere efterhånden begynder at mærke.

I et Socialdemokrati med traditionelt stærke menneskelige værdier, et parti rundet af (kultur)kristendommen, grundtvigianismen og den etikforståelse, der fulgte med, er det mig fuldstændig uforståeligt, at vi ikke har gjort anskrig over - og politisk fået standset - den behandlings-etiske katastrofe, der i snart ti år har været det medicinske og det kirurgiske kønsskifte til psykisk sårbare børn og unge.

Men det har vi ikke - og det selv om lande omkring os, bl.a. Storbritannien, nu har standset denne evidensløse praksis helt, og den indgående administration i USA bebuder at gøre det på dag 1.

I Sundhedsstyrelsens nye vejledning lægges der tværtimod op til at vi i Danmark fortsætter med irreversibelt medicinsk børnekønsskifte som hidtil. Ja, sproget i vejledningen er faktisk endnu mere ‘transideologisk’ end nogensinde før. Det samme er den medicinske behandlingstilgang.

Det er dybt forfærdende, og jeg opfordrer hver enkelt af jer - om det er jeres politiske område eller ikke - til at sætte jer ind i sagen. Det er sårbare børn, unge og helt grundlæggende etik for os som socialdemokrater, der er på spil her.

Ukritisk støtte vil koste os dyrt …

Som parti har vi fuldstændig kritikløst støttet civilorganisationer som LGBT+ Danmark, Børns Vilkår og Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn, selv om disse er stærkt intersektionelle og transideologiske i deres tilgang til børn og unge.

LGBT+ Danmark har i foreningens tidligere gestalt i mange år gjort et prisværdigt og afgørende væsentligt stykke arbejde - men i 2019 blev bestyrelsen kuppet af de kønsideologer, der siden omkalfatrede foreningen til det, den er i dag. LGBT+ Danmark er på ingen måde længere det, den var

Men mange af jer kender muligvis ikke til ovennævnte hændelsesforløb. I har måske tænkt, at den hellige LGBT-grav var velforvaret: Det er den ikke - men i mellemtiden har hele Danmark så købt ind på vanviddet, i tolerancens og godhedens navn. Medier, uddannelsesinstitutioner, folkeskoler, dagtilbud, stat og kommuner. Alle har marcheret med og i takt. Og altså også sundhedsvæsenet.

Gode og dygtige socialdemokrater som Christina Krzyrosiak og Michael Windfeld er borgmestre i hhv. Holbæk og på Frederiksberg, to af de byer, der med de bedste intentioner, er endt med at købe ind på LGBT+ Danmarks gennemført transideologiske, målrettede indsats for at få fat i børnene. Aura-netværket og dets børne- og unge-psykoterapeutiske program, TRANSIT.

Det er en indsats, der er så åbenlyst kontroversiel, at den har ført til politisk sabelraslen i højre-oppositionen, hvilket jeg bestemt må tage et medansvar for. Jeg beklager, men jeg har siden vi startede Dansk Regnbueråd for tre år siden, ikke haft anden udvej end at ruske op i højreoppositionen, fordi de relevante ordførere på sundheds- og ligestillingsområderne i vores parti, i de andre regeringspartier samt på venstrefløjen har nægtet at mødes med Dansk Regnbueråd.

Alle er de er hoppet på den intersektionelle limpind - eller er som minimum faldet for LGBT+ Danmarks besnærende 'be kind'-dagsorden, og har frygtet et anseelsestab ved at mødes med en dissenterende stemme som Dansk Regnbueråd. Og med god ret - bare spørg Frederik, hvordan det går, når man mødes med en transmand og en bøsse, der ikke følger de queerideologiske diktater.

Alle i det woke tankepoliti gik løs på Frederik som aber på en muffin. Det tacklede han dog som en mand (m/k). Måske forberedte det Frederik på den næste fæces-tornado, der ventede, da han vovede at gå i brechen for vores jødiske medborgere og de danske, demokratiske værdier.

Jeg har pænt meget respekt for medlemmet fra Sjællands Storkreds.

De voldsomme reaktioner på dissens overfor queerideologien burde ikke forbavse nogen, for LGBT+ Danmark har hele 24 årsværk ansat til at groome/nudge folketings- og kommunalpolitikere - og bringe dem til orden, hvis de ikke følger de queerideologiske dogmer. Dissens har kunnet bringe politiske karrierer i direkte fare.

Alligevel sagde ligestillingsminister Marie Bjerre omsider fra. Årsagerne hertil kender jeg ikke. Hun gennemskuede måske, hvad der i årevis er foregået - eller også vurderede hun det bare partipolitisk ekspedit, at sige og skrive som hun gjorde. Motiver er ikke vigtige. Handling er. Marie Bjerre var kort efter ikke længere ligestillingsminister.

Nu er det i stedet dig, Magnus, der har LGBT-bolden - og du lader desværre til ganske ukritisk at købe ind på hele queer-dagsordenen. Dine motiver herfor kender jeg ikke.

Du virker som en venlig mand, Magnus, så det giver mig ingen glæde at skrive sådan - men jeg kan jo kun reagere på det, du siger og det, du gør. Og ikke gør. Modsat Marie Bjerre har du fx ikke ønsket at mødes med Dansk Regnbueråd - du er i hvert fald ikke vendt tilbage på min flere måneder gamle invitation til en drøftelse. LGBT+ Danmark mødtes du med umiddelbart efter din tiltrædelse.

Det er selvsagt frustrerende, at der tydeligvis kun lyttes til én side af regnbuesagen i den nuværende regering såvel som i mit eget parti, men sådan er politik jo bare. Just get on with it er mit mantra. Det er dog nedslående, at der ikke er mere søgen efter viden, påskønnelse af dissens eller forståelse af faktiske og dybt angribelige forhold.

For der bliver en kæmpe pris at betale for alt det her – navnlig børne- & ungdomskønsskiftet. 400 mindreårige har fået det. Ingen opfølgning siden 2015. Først nu er de begyndt - nu hvor queer-korthuset er væltet i lande omkring os. Det er grusomt.

Jeg taler p.t. med fire børn – nu unge mennesker – der har fortrudt det kønsskifte, de fik som børn, og fået deres liv og kroppe ødelagt. Og jeg taler med ødelagte forældre, der står midt i eller tabte kampen mod Sexologisk Klinik og Center for Kønsidentitet. Jeg dedikerede min tale til dem på Genspects årskonference i Lissabon, hvor jeg talte for nylig.

Vi har henvendt os til Det Etiske Råd, men de mente ikke, at medicinsk og kirurgisk børne- og ungdomskønsskifte var noget, de skulle beskæftige sig med. Juridisk børnekønsskifte har Etisk Råd imidlertid rådet om. Men ikke irreversibelt medicinsk kønsskifte. Til børn. 400 af dem. Hvis ikke Etisk Råd skulle kunne udtale sig om det, hvad har vi det så for? Jeg fatter det ikke.

Den største sundhedsskandale i efterkrigstiden

Partikammerater, det her bliver den største medicinske skandale i moderne tid – og har man en statsminister i maven, kan man godt forberede sig på om nogle år, at skulle stå i medierne med tårer i øjnene sige undskyld til de her børn, primært piger, der på det tidspunkt vil være midaldrende kvinder. Uden bryster. Uden underliv. Med Adamsæbler og skægvækst og mærkelige stemmer. Ødelagt af en ideologi, der havde bildt dem og sundhedssystemet ind, at det var det rigtige at gøre. At give børn medicin, så deres pubertet stoppede for siden at ændre deres udseende med krydshormoner. Piger der siden fortrød.

Men hvad skulle vi da hellere have gjort med børnene?, tænker du måske. Var der andre muligheder? Ja. Mange. Vi kunne fx have gjort det her:

Vi kunne også have konsulteret en af Storbritanniens førende autoriteter på området, speciallæge i psykiatri og psykoterapeut dr. Az Hakeem. Ingen af delene har Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministre eller Sundhedsudvalget tilsyneladende vist interesse for i de forgangne år.

Jeg har i min egenskab af formand for Dansk Regnbueråd for nylig skrevet til Undervisningsministeren om The Charlton School i New York.

Mattias, du forekommer gudskelov ret based, og jeg håber inderligt, at du tager ideen om et særligt skoletilbud til kønsudfordrede børn og unge op.

Selv om Mattias og jeg havde et godt, langt møde i Undervisnings-ministeriet i foråret, så er et af problemerne, at Undervisningsministerens egen styrelse, STUK, har købt fuldstændig ind på queerideologi, som man kan se af den måde VIVE-undersøgelsen blev udført på.

En minister har 1000 ting at se til. Desværre er Mattias og resten af regeringen ift. queerideologi oppe imod ‘1000’ mennesker', der kun har én ting, at se til: At implementere den intersektionelle ideologi i alle samfundsinstitutioner og alle samfundslag.

Og det er de forlængst lykkedes med.

Tre simple spørgsmål om børnekønsskifte

Det er et stort politisk arbejde, der forestår – og når jeg skriver til hele den socialdemokratiske folketingsgruppe på denne måde, så er det fordi jeg gerne vil bidrage til at bringe jer til en erkendelse af, at det her er et kompleks af ting. Ting, der er ideologisk tæt forbundne.

I bliver nødt til at tage fat ved nældens rod og sende et klart og tydeligt signal til alle de mange institutioner, der er blevet inficeret og overtaget af den intersektionelle, queerideologiske tænkning. Ellers er det politisk whac-a-mole, hvor vanviddet konstant popper op af et nyt hul, fordi gangene under vores samfund er så vidt forgrenede og, fordi de skadelige ideer formerer sig så hurtigt og så vedholdende.

Intersektionalitet og neomarxisme kalder queerorganisationerne selv deres underliggende ideologier. Læs selv. Og spørg dem. Intet af det her er hemmeligt.

Behandlingsetikken omkring børnekønsskifte, vil queerideologerne dog meget nødig diskutere - men hvad med jer? Vil I diskutere det i gruppen? Fx ved at stille hinanden disse tre spørgsmål:

Et helt forkert sted

Bottom line: Socialdemokratiet står det helt, helt forkerte sted. Et virkelig farligt sted, hvor vi har næret en neo-marxistisk 'be kind'-slange ved vores bryst.

Den vil med tiden æde alt det, vi er rundet af, og har som en parasit længe hentet sin næring i den historiske, over hundrede år gamle goodwill, som den almindelige dansker har til, at Socialdemokratiet passer på Danmark.

Vælgerne har tillid til, at Socialdemokratiet vil dem og deres børn det allerbedste - og tillid til, at vi agerer med rettidig omhu - navnlig i alvorlige sundhedsproblematikker om børn og sårbare unge.

De socialdemokratiske vælgere kunne ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at vi med overlæg i ti år har billiget irreversible medicinske eksperimenter på psykisk sårbare børn og unge.

Men det har vi. Der har ingen diagnostisk sikkerhed været, indrømmer cheflægerne selv. Og det har vi vidst. Det har I vidst.

Den fjerde erkendelse

Alt dette må og skal hver enkelt af os forstå - såvel som Socialdemokratiet som parti. Og vi skal handle på det. Nu.

Jeg beder til, at det må være Socialdemokratiets fjerde erkendelse.

Konkret håber jeg lige nu, at Statsministeren og de relevante ordførere vil lægge al deres parlamentariske vægt bag at få standset irreversibelt medicinsk kønsskifte til psykisk sårbare børn, såvel som irreversibelt medicinsk og kirurgisk kønsskifte til psykisk sårbare unge.

Forstå venligst: Der kommer ikke en chance til som denne, for om lidt er Sundhedsstyrelsens nye, længe ventede behandlingsvejledning gældende. Tier vi som parti, samtykker vi. Det vil ikke blive glemt.

Frem for alt vil det være en menneskelig og politisk undladelsessynd af ødelæggende dimensioner. Vælgerne vil før eller siden lade os mærke deres vrede - og vi vil for altid bære skammen som parti, som socialdemokrater, over det, vi ikke gjorde.

Bøssebrev #2

I det næste bøssebrev, vil jeg gå ind i nogle særlige, strukturelle forhold i vores parti, der har gjort, at det er gået så galt, som det er. Jeg vil endvidere komme med konkrete forslag til, hvordan vi kommer ud af det her og videre som parti.

Jeg vil også komme med argumenterne for, hvordan et håndfast straksopgør med den intersektionelle, ‘woke’ ideologi, kan blive en afgørende styrke ift. vælgerne, der i alle nyere undersøgelser på området fortæller os, at de på ingen måde vil det woke vanvid længere.

Hvis højrefløjen er kloge, skeler de i øjeblikket til udlandet, bl.a. til USA, og ser, hvor effektive de antiwoke budskaber og konkrete initiativer var og er overfor vælgerne, der ikke vil det intersektionelle queervanvid længere.

Fra den 20. januar vil USA være en daglig politisk opvisning i et nådesløst, vælgergodkendt opgør med queerideologi og intersektionel tænkning. Det vil højrefløjen herhjemme ikke kunne undgå at tage notits af, hvilket vil skabe en farlig, åben flanke for Socialdemokratiet ved fremtidige valg - hvis vi altså ikke klart, utvetydigt og effektivt begynder at tage et synligt opgør med den ekstreme kønsideologis mange former.

Vælgerne er begyndt at vågne op. Det skal Socialdemokratiet også gøre. Jo før, jo bedre.

For efterhånden mange år siden advarede en række vestegnsborgmeste forgæves om en helt anden problematik. Det viste sig, at blive dyrt for det danske samfund - og ikke mindst for Socialdemokratiet - at vi i begyndelsen ikke lyttede til dem.

Betragt ovenstående som den første af en række advarsler, om en ligeså graverende problematik, vi som Danmarks største parti bør agte med samme alvor på. Ikke at gøre det kan få ligeså store omkostninger for landet og for partiet.

At det forholder sig sådan, er udviklingen i det amerikanske samfund sfa. den identitetspolitiske overtagelse af vores amerikanske ‘søsterparti’, Demokraterne, tydelige forvarsler om. Det samme er det forestående politiske jordskred i Canada, Labours historiske upopularitet i Storbritannien og udviklingen i Tyskland, hvor vælgerne ligesom i Canada snart giver deres mening til kende.

Lad os ikke ende samme sted - for det behøver ikke blive sådan, hvis vi udviser rettidig omhu. Hvis vi begynder at handle. Hvis vi gør det, vi jo godt ved er det rigtige. Nu.

Mine bedste ønsker for jer, jeres arbejde og for partiet i 2025.

Godt nytår.

Venlig hilsen

Jesper W. Rasmussen

Medl. Indre by/Christianshavn

M: 2637 0824